Hvis man er godt naiv, tror man på, at virksomheder altid leverer de bedst mulige produkter til deres kunder og i det hele taget går den ekstra mil for at levere en forbilledlig service, man som kunde kun kan være glad for.
Virkeligheden er imidlertid ofte en anden. Halve sandheder, fortielser, produkter der ikke dur, manglende levering, kontante afvisninger af spørgsmål o.s.v. That’s life.
Jeg kom til at tænke over det, da jeg på Business.dk læste om et jobskifte. Manden og firmaet kan dybest set være lige meget - det var hans nye titel, jeg hæftede mig ved. For den siger næsten alt om, hvordan virkeligheden ser ud:
Director of Issues Management and Communications
Fremhævningen er min. Kan du se pointen? Hvis nu alt altid var godt, havde man så brug for sådanne titler? Eller er dette i virkeligheden en alternativ form for kundeservice til at kompensere for de smuttere, der sker på gulvet?
I dag var jeg ude og fungere som stand-dommer på Young Enterprise DM Graduate Programme, der blev afviklet i Odense. Og det blev en på mange måder spændende oplevelse, der fik mig til at gøre mig nogle tanker omkring unge iværksættere herhjemme.
For det første var jeg overrasket over, der kun var seks hold med i finalen. Er seks hold - og derme seks virksomheder - hvilket alt, hvad handelsskoler etc. landet rundt kan mønstre, når det gælder iværksætteri? Stor cadeau til dem, der stiller op og de lærere, der brænder for det - pinligt for resten…
Hvad selve produkterne angik, spændte de vidt. Ud af de seks var der et produkt, jeg syntes var helt fantastisk, og som jeg har svært ved at slå ud af hovedet igen. Derudover var der et andet koncept, som jeg sagtens kunne se perspektiverne i i forbindelse med noget, jeg går og roder med til anden side. Og endelig var der et, der på forbilledlig vis sker, når man tager et produkt, der var tænkt til noget andet, og bringer det i anvendelse et nyt sted. Det var virkelig cool.
I skrivende stund ved jeg ikke, hvem der vinder, selvom jeg tror, jeg har en rigtig god fornemmelse. Derfor vil jeg blot afslutningsvis sige, at de unge mennesker, der giver den gas ved at teste sig selv som iværksættere som en del af deres uddannelse fortjener al mulig anerkendelse. Også selvom de ikke vinder Young Enterprise.
Her til formiddag skal jeg ud og være dommer ved Young Enterprise DM i Graduate Programme, der afholdes i Odense. Jeg skal vurdere de deltagende virksomheders stande, deres fremtoning, sammenhæng med produktet etc.
Det er altid spændende at komme ud og se noget nyt. Og Young Enterprise fortjener al den opbakning, det overhovedet kan få. Hvem ved? Måske sidder den idé-M/K, der kaster glans over lille Dannevang, i forsamlingen og bare har brug for et lille venligt skub ud over stepperne? Tanken er i hvert fald fascinerende.
Topchefer får alt for meget i løn - selv når de fejler. Mange mennesker er begyndt at se det fuldstændig forrykte i, at specielt amerikanske topchefer, der destruerer mere værdi for ansatte, kunder og aktionærer, end de skaber, ‘belønnes’ med fyrstelige fratrædelsesordninger. Det er grådighed i 10. potens.
Dette ER grådighed - og en særlig kapitalistisk form for kommunisme.
Det, der sker, er nemlig, at nøjagtig de samme effekter på samfundet, som man så i det tidligere Sovjetunionen trænger sig på i den vestlige verden: I takt med, at goderne er forbeholdt de herskende klasser - topcheferne (i stedet for kommunismens partisoldater - same shit, different bottle) - bliver medarbejderne mere og mere demotiverede. For når hele belønningen alligevel går til toppen, hvorfor så gøre sig umage? Hvorfor ikke bare se gennem fingre med ineffektivitet, dårlige produkter, sure kunder o.s.v. o.s.v.
Forskellen er naturligvis stadig, at langt de fleste mennesker har en fundamental interesse i at bevare deres job for at supportere den livsstil, de er blevet vant til. Men trenden er ikke desto mindre skræmmende ens.
Jo før, der kommer et opgør mod dette mis-management, jo bedre!
Fladskærme er efterhånden så udbredte herhjemme, at første generation af dem er på vej på lossepladsen for at blive erstattet med endnu større og bedre fladskærme. På mig virker det umiddelbart som vildt overforbrug, men det er jo folks egen beslutning.
Næste generation af fladskærme er dog på vej allerede. Microsoft arbejder med deres eksperimentelle produkt TouchWall, som jeg personligt synes ser ganske lovende ud. Der er endnu en masse ting, man ikke kan gøre med den, men man kommer næppe udenom, at det er en noget anderledes oplevelse end bare at sidde og kigge på en skærm fra sofaen.
Jeg har igennem et godt stykke tid haft en blog på Journalisten.dk, som jeg trods infrekvent skriveri på faktisk er meget glad for.
Derfor er jeg også glad for, den snart bliver relanceret. Stilen skulle gerne blive mere undrende og skarp, så den lægger op til det nye navn…ta-daahhhh…’Side 404′.
De seneste dage har jeg oplevet totalt forskellig behandling rent kundeservicemæssigt fra to steder, hvor jeg enten bruger rigtig mange penge (synes jeg i hvert fald) eller kommer til at bruge en del penge. Det ene var en webtjeneste, der gav super service - det andet var et gammelt medie, der tilsyneladende ikke aner, hvad kundeservice er.
Og hvad er så det? Jo det er et forsøg på at definere ‘borgerjournalistik’ og ‘borgerjournalistiske medier’ i en tid, hvor internettet i princippet skulle gøre det muligt at reducere kløften mellem medier og borgere til 0.
Ulig Marx og Engels er vores manifest åbent for debat og løbende udvikling. Jeg har skrevet om manifestet på min blog på Journalisten.dk, og nu er jeg og de andre selvfølgelig spændte på at se,om vi kan få en debat i gang.
For debatten er sindsyg vigtig, hvis medierne, som vi kender dem, fortsat skal være relevante for borgerne - og dermed ‘in business’.
